Visit Homepage
Press "Enter" to skip to content

Interview – Så blev man fyret! Goddag til en ny fremtid.

Velkommen til endnu et interview med mig af mig og om mig… Idag handler det om, hvordan jeg har det med at være blevet fyret…for det er jeg blevet! Fået et spark i nummeren helt ud på fortovet – sådan føles det ihvertfald nogle dage..

here goes:

“Hej Mariah, dejligt at se dig igen… og hvor ser du godt ud idag!”

“Tak! Hyggeligt at du ville komme – og pæn bluse!”

“Mange tak…! Nå jeg har en del ting, jeg gerne vil spørge dig om, så lad os begynde…. Du sagde i telefonen, at du er blevet fyret, er det rigtigt?

“Ja det er rigtigt… det var jeg faktisk allerede blevet, sidst du var her, men da havde jeg ikke den store lyst til at tale om det… men det er rigtigt – jeg blev fyret fra mit arbejde for 3 måneder siden”

“Vil du fortælle lidt om, hvad der skete?”

“Ja… jamen der skete det, at en af vores store opgaver kom i udbud og gik til en konkurrent – så vi skulle  til at være 9 medarbejdere mindre, og jeg blev så en af dem…

Fyringsseancen var en rædselsfuld dag, hvor hele huset gik rundt med tynd mave og hjertebanken og ventede på, hvem der blev den næste, der blev kaldt ind til ridderne om det runde bord… der var drama til fingerspidserne.

Jeg havde nok selv sluttet semi-fred med tanken om, at det kunne være mig, der røg ud og jeg kunne mærke, at det måske endda kunne ende med at være sundt for mig…
Det var nemlig længe siden, at jeg havde været rigtig glad for mig arbejde…

Da jeg kom tilbage fra min stress-sygemelding for et par år siden, fik jeg tildelt et nyt arbejdsområde… af den slags der vækkede medlidenhed hos alle andre og frustration hos mig selv… og jeg var ærlig talt heller ikke særlig god til at varetage opgaven – jeg var den forkerte til den…Jeg havde rigtig mange af de samme slags dage som ham der Sisyfos, der hver dag rullede en tung sten op på bjergets top – for at se den trille lige så fint ned igen…

…den morgen inden fyringen, sagde jeg til Kristian at jeg ikke vidste hvad det bedste udfald for mig ville være… han sagde “hvad enten du bliver fyret eller ikke gør, så er det det bedste udfald”,…..det hjalp mig….og så er jeg meget priviligeret, fordi vi godt kan klare os selvom jeg ikke har en indkomst i et stykke tid…ellers havde jeg nok stået først i tyndskids-køen.

“Så du ville måske ligefrem gerne fyres?”

Man VIL vel aldrig rigtig fyres… og jeg ville gerne selv have taget beslutningen.

Det føles på en eller anden måde uværdigt, at blive fyret… hvis jeg var en bjørn, ville jeg måske sige, at det føles som at blive udstødt af flokken, hvis bjørne altså lever i flok.. det ved jeg ikke om de gør…

Jeg har sagt til mig selv masser af gange,  at der ikke er grund til at have det sådan og at det jo kan ske for alle, men alligevel har jeg, hver gang jeg har fortalt det til nogen, husket at sige, at vi altså var 9, der blev fyret… bare så de ikke skulle finde på at tænke, at det kun var mig.

“Hvordan var det så at blive kaldt ind til det runde bord?”

Det var surrealistisk…jeg har været der længe og de har selvfølgelig stået min stress-sygemelding igennem, men jeg havde nok ikke sådan for alvor regnet med at de ville fyre mig.

Bagefter gik jeg ud og spiste tatar med en kollega og slog mig selv på lårene af grin, over at jeg og det stykke kød, jeg skulle til at indtage, havde været igennem nogenlunde den samme kødhakker den dag…jeg var meget vittig, og i virkeligheden var jeg nok bare lettet over, at dagen var overstået og noget i mig var svært tilfreds med,  at jeg nu var  tvunget til at skabe et nyt arbejdsliv, hvor jeg kunne udfolde mine talenter, istedet for at trille med sten.

I dagene efter forsvandt det vittige dog….og jeg blev både ked af det, vred og frustreret…og utryg ved tanken om at være uden job og uden kollegaer…

Jeg er heldigvis meget bevidst om, hvornår jeg tapper ind i noget, der tilhører andre og har som regel held med, ikke at lade det fylde for længe.

“Hvad mener du med tappe ind i? og at det tilhører andre?”

Jeg mener, at der er en kollektiv usagt bevidsthed omkring det at blive fyret… alle ved jo, at det er frygteligt at blive fyret… at det er svært og fyldt med identitetskrise og frygt for fremtiden… sådan er det bare, ligesom det er forfærdeligt, når et par med børn går fra hinanden eller når nogen dør…
Der er masser af situationer og begivenheder, der er underlagt en stærk kollektiv bevidsthed i form af en række konklusioner om, hvordan noget er og føles… og det kan man let komme til at tappe ind i… så man måske helt glemmer at forholde sig til, om det også er ens egen sandhed.

Hvad hvis den fyring var en lettelse og et skub i den helt rigtige retning? Og hvad hvis det brudte parforhold var den bedste start på et bedre liv for alle parter, inklusiv børnene…

Dengang jeg forlod børnenes far, havde jeg det fantastisk langt det meste af tiden og var ikke et sekund i tvivl om, at det var den rigtige beslutning for alle… eneste tidspunkt jeg fik det dårligt, var når nogen med sørgmodige hængeøjne og åben mund sagde, “guuud, det er jeg virkelig ked af at høre”… så blev jeg sgu også ked af det… og lige bagefter opdagede jeg, at jeg var tappet direkte ind i deres opfattelse af, hvordan det nødvendigvis MÅ være at gå fra hinanden…

Så har det ligefrem været  let for dig at blive fyret?

Det har både været let og svært… Den lykkelige side af det er, at jeg var klar til noget nyt og til at bruge min kreativitet og formidlerlyst på nye måder og nu er blevet tvunget til at skabe det…

Men det har også været svært. Jeg havde fem måneders opsigelse og det har jeg ikke kunne honorere på den måde, jeg havde forestillet mig, – jeg er endt med at sygemelde mig to måneder inde i perioden…

“Hvorfor blev du sygemeldt?”

Jamen til at starte med mistede jeg fuldstændigt enhver motivation for at gå på arbejde… jeg følte mig vraget og overhørt… men da jeg lige havde sundet mig lidt, tænkte jeg, at jeg gerne ville afslutte min ansættelse på en ordentlig måde og at jeg godt kunne bide de fem måneder i mig…

Det kunne jeg så ikke…!! Efter dengang, hvor jeg var syg og kroppen sagde fra, har jeg været ualmindelig dårlig til at bide noget som helst i mig… så jeg havde mange dage, hvor jeg havde det skidt… og det blev rigtig slemt midt i november, da jeg skulle være med i en workshop, der handlede om visioner for arbejdspladsens fremtid,…. en fremtid som jeg jo ikke skulle være en del af!….

Jeg måtte gå hjem inden workshoppen var slut og havde svært ved at trække vejret ordenligt…

Dagen efter stod jeg op for at gå på arbejde, men kunne heller ikke trække vejret ordenligt… kroppen var overhovedet ikke med på planen – og da den har trumfet mig i gulvet en gang før, (hvor jeg iøvrigt højt og helligt lovede mig selv, aldrig at overhøre den igen) – ja så blev udfaldet at jeg sygemeldte mig.

“Hvordan har du det så nu?”

Jeg har det bedre, fordi jeg ikke presser mig selv til noget… men det er også en slags uvist ingenmandsland,  – for jeg ved ikke præcis, hvad det er jeg skal, på den anden side af det her. Og  jeg har dage, hvor jeg savner mine kollegaer og at være en del af fællesskabet og jeg har også dage, hvor jeg har meget dårlig samvittighed over at måtte trække stikket, og hvor jeg bruger al for meget energi på at bekymre mig om, hvad de tænker om mig og på at forsvare mit valg… og nogle gange kan jeg også blive bange for, at blive sådan en der bare går rundt med fedtet hår og lugter af sved og spiser kold havregrød direkte fra gryden…

Heldigvis er jeg blevet ret god til at afholde konstruktive samtaler med mig selv og Kristian er guld værd som støtte … og så har jeg Lotte… Hun er mega god til at skrue mit hoved af, når det bliver for tungt, ryste det lidt og skrue det på igen… så jeg er meget heldig!

Og når jeg ikke lige har travlt med at dyrke skyld og skam..så har jeg en helt klar bevidsthed om, at det var meningen at jeg skulle noget andet…..og når jeg ikke lige har travlt med, at fodre mit indre frygtmonster med dagens ret, så ved jeg også at det bliver starten på et meget mere berigende og autentisk liv for mig…

“Hvad har du så af planer for fremtiden?”

Jeg har ikke nogen konkrete planer… Jeg har givet mig selv lov til ikke at have nogen plan lige nu, andet end at sunde mig, give slip på det gamle og mærke efter, hvad der føles rigtigt.. men jeg vil gerne være selvstændig. Hvordan og på hvilken måde ved jeg ikke endnu… jeg har mange ideer..  f.eks. vil jeg gerne lave indretning sammen med Kristian, sælge mine papir-klipperier og skrive en børnebog. Og så er jeg mega god til at tale foran en forsamling – så måske skal det også foldes mere ud. Det vil vise sig, hvordan det bliver,…… det eneste jeg ved helt sikkert , og som jeg vil holde mig selv op på, er at følge hjertet og maven… og kommer der lidt sporadisk tyndskid, så går det nok…

“Ok, tak Mariah… jeg synes vi skal slutte nu og så glæder jeg mig til at komme og tale med dig igen snart…”

Selvtak… og ja kom snart igen, det er brandhyggeligt at have nogen at tale med!

2 Comments

  1. Joan Mogensen
    Joan Mogensen 22. januar 2017

    Fantastisk ?

    • Mariah
      Mariah 25. januar 2017

      Tak:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *