Visit Homepage
Press "Enter" to skip to content

Om hvordan jeg scorede mit livs kærlighed og lidt om hans skide ex-kone

Dette er et interview af mig selv, med mig selv og om mig selv – hvor jeg bla. fortæller om mit første møde med Kristian, mit (til tider) dårlige selvværd og deler en række hjemmelavede datingtips, nogle for sjov og nogle for alvor!

Here goes:

“Hej Mariah, dejligt at se dig…og hvor er din stue dog blevet smuk”

Tak, det er jeg glad for at du synes, vi er også blevet super glade for den..

“Mariah, vil du fortælle om, hvordan du mødte Kristian?”

Ja det vil jeg gerne!… Jeg mødte ham på et datingsite… jeg var nysgerrig og havde lyst til at blive mindet om, at verden er stor… ok, måske havde jeg BRUG for, at se BEVISER på at verden var stor lige der 🙂 Så jeg oprettede en profil…

Kristian dukkede op på skærmen, og ud af det blå vidste jeg bare, at ham måtte jeg mødes med… han havde langt skæg og tatoveringer (mange)… som jeg aldrig før havde fundet tiltrækkende, men det var ligegyldigt, for jeg kunne mærke, at der var noget her!! Så jeg prikkede til ham i cyberspace…..og så prikkede jeg til ham…..og prikkede til ham…..og prikkede til ham….  han ignorerede mig nemlig!!….. Men jeg blev ved og tænkte, at nu var jeg officielt begyndt at stalke en mand på nettet…..og at, hvis der fandtes en kategorisering af dating-deroutes, så var jeg på vej ned af den, der indeholdt allermindst personlig stolthed….

Så begyndte jeg også at tvivle lidt på, om billederne på min profil, var særlig velvalgte… der var både et med ansigtsmaske og blå plasticpose på hovedet og et fra ZOO, hvor jeg var malet som en mus… men jeg endte med at tænke, at det jo meget godt viste nogle af alle de mennesker, der bor inde i min krop, og at, hvis han ikke kunne værdsætte lidt uhøjtidelighed, så var han måske alligevel ikke så interessant.

Så en fredag eftermiddag, mens jeg cyklede rundt på Østerbro og planlagde at dukke op i hans butik og sige hej, så bimlede min telefon og jeg kunne se, at han allernådigst havde åbnet for kommunikation med mig….. wuhuuu!! “Det var på tide!” skrev jeg og trykkede send…. for man kan sige, at hvis noget har været symptomatisk for min måde at møde ham og lære ham at kende på, så har det været, at der absolut ingen strategi har været…. Jeg har gjort, sagt og skrevet lige hvad der faldt mig ind.

Vi aftalte (på min foranledning) at drikke kaffe ugen efter….

Dagen efter, som jo så må være lørdag…skrev jeg “kunne idag også være en slags næste uge?”… Så udover, at han havde set mig iført blå plastikpose og muse-maling, og oplevet at blive stalket på nettet… så valgte jeg altså også at fremstå som en desperado, der ikke kunne overskue at skulle sove 3-4 gange, før hun kunne få lov at møde ham…

…hvis jeg dermed skulle dele ud af egne velerfarede dating tips, ville det være:

  1. Find mand på et datingsite, gerne én du ikke normalt ville have gættet var din type
  2. Prik utrætteligt til ham….bare blive ved, på et tidspunkt glemmer han, at han ikke vil kommunikere med dig
  3. Skriv impulsive  beskeder til ham og sørg for at være  den, der tager initiativ til at mødes… husk at signalere, at det haster!
  4.  Sørg for at vise ham dine fodsåler på første date!               

“Hvor kom det med fodsålerne fra?”

Det var fra vores første date… Vi drak kaffe på Christianshavn og talte i timevis…. eller det var mest mig, der talte og ham der lyttede…. jeg pøsede alt, hvad jeg synes, mener, tænker, har lært, nogensinde har oplevet og gerne vil i fremtiden ud over ham… og så viste jeg ham mine bare fodsåler, så han kunne se præcis, hvor det var, at jeg havde været følelsesløs, dengang jeg var igang med min nedtur…

Så råd nr. 5 må være “Fortæl helt ukritisk og uden filter, alt om dig selv… brug ikke tid på at mærke efter, om han gerne vil høre det, du fortæller….bare fortæl det!

Nå, men på et tidspunkt gik vi hen på en argentinsk restaurant, lige ovre på den anden side af kanalen… Vi sad udenfor, pakket ind i tæpper – med fakler omkring os og delte nogle forretter, som han, med verdens mest sexede stemme, bestilte på spansk!!!…

Det var hyggeligt og romantisk, jeg nød hans selskab og havde det skønt… og så var det, at han fortalte at han ex-kone var spansk og at hun var kunstner og sangerinde og dj!

Et kort øjeblik, var hyggen forbi… ihvertfald indeni mig… for lige der, kunne jeg  mærke, at jeg ikke brød mig særlig meget om den nyhed!… Alle kvinder med respekt for sig selv (eller måske uden særlig meget respekt for sig selv) vil vel gerne være rasende interessante og længder foran nogen som helst ex…. men det lød unægteligt bare lidt mere eksotisk, at være en slags spansktalende-syngende-kunstner-dj, end at være sådan en, der laver rådgivning til daginstitutioner om deres madordninger…

Jeg skjulte selvfølgelig mit latente indre oprør… du ved, lidt ligesom, når man går smilende rundt og virker som om alt er dejligt, mens den ene strømpe er gledet halvt ned under foden nede i skoen….

“Hvorfor tror du, at du fik det sådan?”

Jeg tror, det handler om frygt for ikke at være god nok, … og nok også lidt om kontrol… for hvis man nu kunne få papir på, at man er meget mere på alle områder, end hvad han har prøvet før, så var man måske bedre sikret mod et pludseligt utilsigtet interesse-tab fra hans side, – med potentielle hjertesorger til følge…. og det er jo ikke for tidligt, at bekymre sig om den slags på første date…

Men hey…det er jo ikke en konkurrence og der er kun en af mig og en af dig, og vi er perfekte som vi er! … Idag, når jeg begynder at sammenligne mig selv med andre, så øver jeg mig i at tage det som et hint om, at jeg trænger til at skrue lidt op for kærligheden til mig selv….  og så hjælper det meget, at han er verdensmester til, hver eneste dag, at få mig til at føle mig som den dejligste kvinde i verden… særligt på de sløje dage, har han et særligt talent for at vende bøtten for mig.

Jeg er meget heldig og meget taknemlig for at have en kæreste, der formår at vise sin kærlighed, som han gør, for et eller andet sted derinde bor der en lille pige, der trods kilometervis af bevidstheds-åbenbaringer og personlig udvikling, har SÅ meget brug for at mærke, at hun er elsket.

Dengang jeg begyndte virkelig at lytte til mit eget indre….kom der et vagt piiiv derindefra….og jeg tænkte, at det der vage og skrøbelige piv der, det kunne vel umuligt være min indre stemme…. men det var det! Og det fik mig til at sætte kærlighed og omsorg til mig selv højt på prioriteringslisten.

Jeg har et on-going mantra inde i hovedet, der lyder “jeg elsker og accepterer mig selv, jeg elsker og accepterer mig selv “… det kan man passende gå rundt og sige, når man gør rent, er i Netto eller står under bruseren. Det passer til alle lejligheder… eller hvis man er inviteret til noget, man ikke gider, så kan man sige nej tak og bruge tiden på at gå en tur og gentage “jeg elsker og accepterer mig selv”… og så kan man gå hen og se sig selv i spejlet… helt ind i øjnene og sige “jeg elsker dig”, mens man fastholder sit eget blik…. og hvis man opdager, at man har svært ved at se sig selv lige ind i øjnene, mens man siger det… ja, så var det godt, at man kom igang med at øve sig….

“Arbejder du med dit selvværd på andre måder?”

Ja!…for  jeg er blevet meget opmærksom på,  hvor vigtigt det er for alle aspekter af mit velbefindende…. og man kan sige at, af alt hvad jeg har været igennem og af alle de værktøjer jeg bruger, så er det, at vise mig selv omsorg og kærlighed blevet det allervigtigste…! Og det sværeste!

Jeg booster kærligheden til mig selv, når jeg fx bruger nok tid på ting, der nærer mig og siger fra overfor ting, der gør det modsatte, når jeg  giver mig selv al den ro og luft, jeg har brug for, siger min mening og deler mine følelser – også selvom de ikke er særlig flatterende…..så viser jeg mig selv, at jeg er vigtig nok til at blive taget alvorligt.. og at mine følelser gerne må være der, selvom de er kede af det eller jaloux….

Før i tiden kom mine egne behov altid i sidste række… Jeg kunne blive flov over mine følelser og skjulte dem tit… og med det fortalte jeg mig selv, at jeg var forkert og laveste prioritet…

Desuden er jeg blevet meget bevidst om, hvordan jeg taler til mig selv…. hvad det er min indre stemme siger…. jeg har været slem til at dømme mig selv, på udseende, manglende overskud, manglende mod osv….. Nu er det meget sjældent, at jeg står foran spejlet og tænker “din fede ko”…. Nu siger jeg mest pæne og omsorgsfulde ting til mig selv.

“Er du tit jaloux?”

Mig? Nej overhovedet ikke!!…jeg har simpelthen så ondt af mennesker, der er jaloux og synes, at de spilder deres tid og energi på det pjat…..

….nå, men spøg til side… ja jeg kan godt føle mig jaloux….mest på logiske ting som fx. Kristians fortid… det er ikke særlig brugbart og det fylder heller ikke så meget mere, men nogle gange hvæser det af mig og så ved jeg, at det er på tide at skrue op for knappen i mit eget hjerte….

Og så er jeg så heldig, at jeg har haft rig mulighed for at øve mig i jalousi-håndtering på første parket, for han har sin ex-kones navn tatoveret på brystet i sådan nogle meget grimme hjerter…. og så har han en kæmpe stor og fed tatovering med hendes navn på den ene læg… og nu vil jeg ikke fortælle, hvad hun hedder, for hun har et ret unikt navn, men lad os fx bare kalde hende Gurli Gris…. så står der altså på hans læg “I wanna be your boyfriend Gurli Gris”……fra Ramones sangen… hvor de synger “Hey little giiiiirl…. I wanna be your boyfriiiieeend”…… Hallo! Hvor latterligt romantisk er det lige?? Jeg hader den tatovering! Og bogstaverne er kæmpe store! Nok noget af det eneste menneskeskabte, man kan se fra månen uden brug af en stjernekikkert……

og som om at det ikke er nok, så googlede jeg hende engang…. (det gør man vel?) og kunne så konstatere, at hun også er mega tatoveret, og at de har det samme stående henover brystet….nemlig “We can be heroes”… og hvor romantisk er det så? For fanden altså!…. Jeg hader alt omkring det!….Hele konceptet! Jeg hader det!

Vi var på stranden på vores 3. date…. det var der, jeg så tatoveringerne første gang… han havde været nervøs for, hvad jeg ville sige til dem…..og jeg sagde noget i retning af, at det jo var et tegn på, at han kunne finde ud af at gå all in, og at jeg synes, at det var en god egenskab…. alt imens jeg forsøgte ikke at blive kvalt i mit lyvespyt… og alt imens jeg fik en smertefuld erkendelse af, at det her ikke blev verdens nemmeste for mig at processe…

“Hvordan har du det så med hans tatoveringer idag?”

Altså, jeg har vænnet mig til at ligge med hovedet på hans bryst og savle lidt på Gurli Gris… og jeg har haft mange samtaler med mig selv om det paradoksale i, gerne at ville have en mand, der kan finde ud af at æde livet råt og leve uden forbehold…. men som helst ikke skal have gjort det med nogen andre før…… det er lidt åndsvagt ikke…!?

men altså, jeg har det nemmere med tatoveringerne… og når de en gang imellem begynder at vokse for øjnene af mig, så ved jeg, at mine tanker trænger til et twist. Det er jo helt vildt, hvad vi kan give os selv af sorger ved at tænke drænende tanker…. så når tatoveringerne vokser, skal der skrues op for knappen i hjertet og lidt ned for offer-tankerne.

“Mariah, inden vi slutter for idag, har du så flere datingtips her på falderebet?”

Altså udover de tips jeg allerede har nævnt, så har jeg faktisk nogle tips, som jeg helt oprigtig mener, giver det bedste udgangspunkt for at møde kærligheden… Der er tre tips og de kommer her:

Elsk dig selv tippet, handler om at gøre det til en prioritet, at overpøse sig selv med kærlighed… og alt afhængig af udgangspunktet, kan det godt tage tid, at nå op på et selvkærlighedsniveau, der gør det muligt at møde kærligheden udenfor og ikke mindst at blive i stand til at modtage den.

Anti konklusionstippet...handler om at slippe sine forudindtagede holdninger og forventninger til det at møde kærligheden…. Hvis man fx. har besluttet sig for, at man med den alder man har og de kredse man kommer i, ikke kan møde nogen… at alle de gode mænd er optaget og at datingsites kun består af gifte mænd, der vil have analsex…. ja, så tænker jeg, at chancerne for at møde kærligheden er små.

Der er en kollektiv bevidsthed om, at det er svært at finde kærlighed,  som man nemt kan tappe ind i…. og gøre til sin egen – men man bliver nødt til at tro på, at det kan lade sig gøre…

Og hvis man har mange holdninger til, hvordan han skal se ud, hvor han skal bo, om han må have børn eller må være ryger, så er man også godt igang med at stirre sig blind på ting, der lukker ned for, at den rette person kan dukke op ud af det blå..

Sårbarhedstippet..handler om at tage paraderne ned og turde være sårbar! Det kan kræve øvelse og beslutsomhed, hvis man ligesom jeg, har været vant til at have paraderne trukket helt op til hårgrænsen.

Det at tage paraderne ned og møde et andet menneske med et åbent sind og et åbent hjerte, er efter min mening, det allervigtigste vilkår for at møde kærligheden… og for at leve livet i det hele taget.

Vi sætter parader op for at beskytte os selv, men i virkeligheden holder vi alt i arms længde og signalerer ubevidst, at vi ikke er tilgængelige… det er ikke så godt.

“Tak Mariah, jeg tror jeg har fået det hele med…jeg sender dig det lige til gennemlæsning imorgen  og tak for idag!”

Selvtak… og aj, det regner udenfor nu… er du i bil?

 

(Hvis du har lyst til at dele min blog på facebook, vil jeg blive glad! Tryk blot på facebook ikonet herunder..tak!)

2 Comments

  1. Karina Dahlmann
    Karina Dahlmann 30. januar 2017

    Fuldstændig fantastisk indlæg?? Der er så mange guldkorn❤️ Ordene og humoren rammer plet! Sidder her i svømmehallen og griner højt? Jeg bliver nødt til at dele og det gør jeg ellers ikke så tit! Nåede endda at tænke, hende ville jeg gerne have som veninde?

    • Mariah
      Mariah 30. januar 2017

      Hvor er du sød! Tak!!! Og hvis det ikke fungerer at dele via bloggen her, må du meget gerne skrive det til mig….for jeg tror jeg har styr på teknikken og det meste af tiden er det bare noget jeg tror..

      God aften!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *