Visit Homepage
Press "Enter" to skip to content

Om at dele livet med en mand, der laver indretning

 

Broderede undulater er bare no go!

Idag var vi på snusetur i en loppehal og så var det, at jeg faldt for et gammelt broderet billede af to undulater… Jeg forestillede mig det på væggen derhjemme i en ny ramme, sammen med nogle mere moderne ting… men Kristian var ikke enig… som i slet slet IKKE!

Det passer nemlig efter sigende, ikke ind i vores moderne kompromiløse stil inspireret af mid-century designs fra midten af sidste århundrede… og altså åbenbart ikke inspireret af mine barndomsundulater Bobby og Pam, og ej heller af min entuasiastiske broderi-epoke fra fritidshjemment i Brøndbyvester.

Til gengæld var han med på en patineret kobbergryde og en glasvase til forårsgrene, flødekanden fra Bing og Grøndal synes han var ligegyldig, så den blev stillet tilbage sammen med undulaterne…

På vej hjem i bilen gik det op for mig, at jeg rent faktisk har udviklet mig fra at være en tilbageholdende, mindreværdskompleks-ramt, stiltiende indretningspartner til en ligeværdig en af slagsen…(nogenlunde ihvertfald). For et år siden havde jeg nemlig ikke ikke haft mod til at flashe et undulat-broderi for hans øjne, slet ikke!

Flashback til sensommeren 2015

Fra vores allerførste weekend sammen

Så stod jeg der på gyngende grund og var totalt forgabt i en dejlig mand,…. som jeg egentlig bare skulle drikke kaffe med, og ikke for alvor tænkte, at jeg sådan skulle involvere mig med, for jeg var lige blevet single efter 10 år…. men så stod jeg altså alligevel der og det gjorde han også… ! Med sine dejlige øjne, sin solbrune hud, sine hjemmerullede cigaretter, og sine mange tatoveringer… inklusiv dem med kærlighedserklæringer til den spanske kunster-ekskone…. og til sine to piger ikke mindst…. og en holdning til, at kvinder med små børn, som udgangspunkt ikke var særlig interessante, for han magtede ikke rigtig andres børn….og iøvrigt mente han, at Frederiksberg, hvor jeg boede, nærmest var en slags udkants Danmark…..

Han havde selv boet på Gammel Holm i 25 år, og der skulle han ikke væk fra…. det passede rigtig godt til ham og hans lille engelske sportsvogn, som han ikke var glad for, at jeg kaldte “den brune bil”, fordi jeg aldrig kunne huske hvad den hed… (Scimi et eller andet)…

Ved første øjekast, kunne vi således begge have udtænkt mange gyldige grunde til, at vi ikke passede sammen, men vi havde det på mystisk vis fortryllende godt i hinandens selskab og i løbet af meget kort tid, var alle forudindtagede tanker og holdninger helt og aldeles overflødige….

Det er vist rimelig åbenlyst, hvorfor jeg ikke skulle være single alligevel…

Det viste sig nemlig, at vi havde den mest sindsyge kemi, på en måde, der (heldigvis) overgik vores forstand… og det viste sig, at den tatoverede, storrygende, semi-fordomsfulde mand fra Gammel Holm, i virkeligheden var en slags alt-i-en-vidunderskabning. Han har den vildeste kombi af tryghedsskabende, overbevisende maskulinitet og følelsesmæssig intelligens kørende og formår at elske mig helt ind til knoglerne….På kort tid ændrede jeg mig fra at være en køleskabskold firkantet Palmin til lun økologisk rapsolie.
Han fejede virkelig benene væk under mig med den helt store fejemaskine, på en måde, der fik hans exkone-tatoveringer til at fremstå som bittesmå ubetydelige pigmentpletter… (ihvertfald det meste af tiden… – læs evt. forrige blogindlæg)…

Han skræmte livet af mig

Så var der også den omstændighed, at han laver indretning… virkelig smuk og lækker indretning!! Det var meget sexet!!… Og meget uvant at kende en mand, der har forstand på indretning… det har altid været mit domæne og mit alene…. og pludselig har man så en kæreste, med turkis stofledninger og linoleumsprøver i bilen, og en markant holdning til alting…

Hans facon var intimiderende for mig i starten og jeg turde ikke at ytre særlig meget om, hvad jeg  syntes om noget, af frygt for at fremstå som en indretnings-analfabet i hans øjne…

Selvom jeg altid har elsket indretning og haft et godt øje for det, blev jeg pludselig mega usikker… for ham her som jeg lige netop, og lykkeligvis, var blevet kæreste med, vidste åbenlyst lidt mere om sagen… og han var ikke nem at imponere… Jeg var fx. vant til at læse boligblade og drømme om det meste af det jeg så, Kristian derimod, bladrer de fleste blade igennem på 30 sekunder og konstaterer oftest, at der heller ikke i det her blad, er noget som helst af interesse.

Jeg stod engang i en pop-up shop med fede marokkanske tæpper og forelskede mig i det ene tæppe efter det andet… Jeg sendte ham et billede derfra og han svarede noget i retning af “skynd dig ud igen og lad være at tage noget med dig”…

Et lille kig ind i vores stue

I lang tid, turde jeg ikke at købe noget som helst uden at spørge først og det er ret underligt, når man er sådan én, der altid har haft indretnings-bukserne på, så pludselig at stå på et loppemarked, med et grønt fad til 50 kr, som man ikke tør købe uden at indhente tilladelse… Sælgeren kunne godt se, at jeg var i syv sind og spurgte, “skal du lige tænke lidt over det”? … “Ja” løj jeg… Jeg kunne ikke få mig selv til at sige, at jeg først skulle finde min kæreste og spørge om lov…

Jeg tror, det første jeg købte helt selv, var nogle grønne vandglas i en genbrugsforretning, som jeg betalte for med dirrende hænder… og jeg holdt nærmest vejret, da han pakkede dem ud derhjemme, mens jeg prøvede at lade som ingenting… heldigvis syntes han, at de var vildt fede og lykkeboblerne fyldte hele min udmattede og taknemlige krop.

Jeg var nødt til at mande mig op!

Men altså, jeg kunne ikke så godt lide mig selv som selvudnævnt indretningsmæssig panelkryber- type, så jeg har i den grad, været nødt til at stive min rygsøjle af og samle mod til at sige, hvad jeg kan lide og ikke kan lide, ligegyldig om han var enig eller ej….

Min smag er helt klart mere alsidig end Kristians, …for ham er der stort set ingen gråzoner, som regel er det enten fedt eller helt yt og en sjælden gang imellem, er der også “det-kunne-godt-fungere”- kategorien…

I starten kunne han finde på at sige, “det kommer aldrig til at ske”, når jeg foreslog noget, han ikke brød sig om… men det gør han ikke mere. Vi har fundet en fælles tilgang til indretningen og han har opdaget, at jeg ikke er helt sendt afsted, hvad det angår og at jeg faktisk ret tit har gode ideer…(eminent gode…).
Han er blevet mere elegant i sin tilgang til det, når han ikke er enig og vil have mig på andre tanker, så siger han fx, “jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår hvad du mener”…… eller , som da jeg viste ham en sofa, jeg var vild med, og han svarede “Den er meget fed, men prøv at se denne her”… Hvorefter samtalen på intet tidspunkt, kom tilbage til den oprindelige sofa…

Jeg fik nok af mit mindreværdskompleks

Jeg tror vendepunktet for mig var, da han kom hjem med et rosa sengetæppe… Et sengetæppe!!!!! Man kommer da ikke bare hjem og har købt et sengetæppe!!!??? Her står jeg handlingslammet på et loppemarked med et fad til 50 kr og ryster i bukserne og så kommer han bare hjem med et kæmpestort rosa sengetæppe!!

Lige der, blev jeg træt af mine mindreværdskomplekser og begyndte at sige min mening klart og tydeligt! Hvilket bl.a. betød, at vi fik meget smukke rosa keramikgreb på alle vores skabe…

Her kan man lige skimte de fine rosa greb i baggrunden

Han har lavet alle skabslåger i lejligheden i grå designboard, som er et MDF lignende materiale. Det ser meget betonagtigt og maskulint ud, så jeg fattede mod og foreslog, at vi satte rosa Anne Black- keramikgreb på lågerne… han blev meget stille og jeg tror, at ordet “keramikgreb” gav en ubehagelig genklang i hans ører…
Men lige der, kunne jeg bare mærke, at vi skulle have de greb og at det ville blive fantastisk. Så vi kørte i Magasin og købte nogle til skabene i soveværelset, og da han havde kigget lidt på dem, flyttede de også ind på skabene i de andre rum…

Så var der også mine papir klipperier (som lige har fået deres egen side her på bloggen – se i hovedmenuen)… de krævede også mod – det var svært for mig at sige, at jeg gerne ville have nogle af dem op at hænge derhjemme.
Jeg kunne jo udmærket godt regne ud, at mine glimmerluftballoner og græshopper med neonfarvede ben, ikke var særlig Mid-century-modern.

Songbird klipperi, se mine andre klipperier i hovedmenuen på forsiden

Men så viste han sig som den dejlige mand, han er og foreslog selv, at vi hang nogle af dem op…. og jeg slæbte dem ivrigt frem… flere end han måske lige havde regnet med… og det er virkelig pænt!
De spreder lys og god energi i vores grå køkken….
For nylig klippede jeg en sangfugl som gave til ham… fordi vi elsker Oasis-nummeret “Songbird”….. I starten turde jeg knap spørge, hvad han syntes om mine klipperier… så man kan vel kalde det en slags personlig-papirklips-udviklings-rejse.

Pludselig sked jeg grå grise af tvivl

Inden vi overtog vores fælles lejlighed, fortalte han mig, at han drømte om at male alt gråt… vægge, lofter, gulve, døre, vindueskarme, paneler alt… Jeg var jo latterligt forelsket og synes det var mega sexet, at han kunne og ville bygge alle møblerne til vores hjem selv… på det tidspunkt, kunne han have sagt, at det hele skulle være regnbuefarvet og jeg ville stadig bare have lallet rundt med et stort forelsket smil og stjerner i øjnene…..

men så stod maleren der, med 500 spande mørkegrå maling… og det var vinter, og jeg var træt og vores kommende hjem lignede en byggeplads og mit velkendte hjem havde vi forladt og alle vores ejendele lå i kasser og poser… og så blev jeg en lille bitte smule usikker på den grå farve…

Jeg elsker lys, man kan sige, at jeg er afhængig af lys og et kort øjeblik, blev jeg bekymret for, om jeg var ved at score verdens største mørkegrå selvmål, og for om jeg resten af mine dage skulle bo i selvudslettende mørke…

I et forsøg på at berolige mig og vise mig, hvor cool det blev, kørte han mig ned på en kaffebar, hvor de havde malet toilettet i netop den farve, bare så jeg lige kunne se farven på lidt mere end en farveprøve…. og så stod jeg på det her meget lille og grimme toilet, med synlig faldstamme og bulede vægge og stirrede vantro på de meget grå overflader, mens der lugtede lidt af tis.

….Han kunne godt se, at det toilet måske ikke var verdens bedste showroom, så vi kørte istedet til en vinbutik, som han og hans makker var ved at indrette og som også var malet i den famøse grå farve… men han havde glemt nøglerne, så vi endte med at stå der, på en grå regnvejrs lørdag, og glo ind af ruden til en lukket og mørkelagt vinbutik, med meget mørke vægge… Den tur var ikke noget hit, men jeg genfandt alligevel min grå med-entusiasme og er blevet meget glad for resultatet.

fra vores grå køkken

Trods begyndervanskeligheder, har vi fundet en fælles form og tilgang til boligindretning, hvor vores forskelligheder også er styrker (undtagen når det kommer til broderede undulater:-))… Det har været en fornøjelse og stort set ukompliceret, at indrette vores lejlighed sammen – da det kom til stykket, viste det sig, at vi faktisk ikke var så langt fra hinanden.

Vi er langt fra færdige, mangler stadig en masse detaljer og det helt personlige præg… Der vil komme lidt mere om det her, men vi er også ved at lave en hjemmeside, studioLIMA.dk, hvor hele lejlighedsprojektet, og tankerne omkring det, kan følges i detaljer.

Jeg glæder mig til at dele det hele med humor og hjerte!

Og iøvrigt bor vi nu på Frederiksberg, han har købt en stationcar (googler Porcher og Landrovers i smug) og kører sine bonusbørn til fodbold og hiphop, og hjælper med alt fra lektier til tøjkriser 🙂 Det er han i øvrigt også mega god til!

 

 

(Hvis du vil læse med på bloggen kan du trykke på fb followknappen nedenfor, og nemt se når der er nyt fra mig:-))

 

2 Comments

  1. Joan Mogensen
    Joan Mogensen 6. februar 2017

    Jeg er vild med læsningen. Et kig ind i din virkelighed uden filter er fabulous ❤

    • Mariah
      Mariah 10. februar 2017

      Tak Joan…det glæder mig:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *