Visit Homepage
Press "Enter" to skip to content

En historie om en livskrise……. første del

Der var råt ved stranden idag… manden i mit liv og mine to børn blev tilbage i sommerhuset med tændt brændeovn, mens jeg i nattøj, morgenhår og vinterjakke gik til stranden og blev blæst igennem…
Det har jeg nemlig brug for! Og gerne hver dag!!
Når jeg overhører det, er det ikke godt for nogen… som i slet ikke godt! ….for nogen overhovedet!

Man kan sige, at uden ro, luft, stilhed, gåture og yoga forvandler jeg mig på rekordtid til et meget lidt flatterende fortidsdyr med onde øjne og røg ud af ørene… Sådan et man ser på et øjeblik og tænker, at det må være ens fantasi, for de er da uddøde dem der…

Stranden er smuk, selv i blæst og regn, og vinden river i mig og jeg mærker, som jeg så tit gør, taknemligheden… for mit liv… for mig selv… for følelsen af fred, mens jeg står der…  for mine børn… og for ham jeg elsker! Ham som, med faste skridt, marcherede direkte ind i mit hjerte forrige sommer….

Mens jeg står der, tænker jeg på, at jeg for præcis 3 år siden, var i Thailand… med mine børn og deres far… og på hvordan hjemkomsten fra den ferie, blev starten på en krise, der fejede mig omkuld og efterlod mig alene et meget mørkt sted… Et sted, hvor jeg troede, at min hjerne var ved at smuldre… Lidt ligesom når man smuldrer feta udover en græsk salat, bare meget grimmere!

 

———————————————————–

Tilbageblik til marts 2014:

Nå, men så kom man hjem efter tre uger i Thailand, til nyheden om, at ens daværende svigermor havde fået konstateret cancer… og så gik man på arbejde og pludselig dansede ens mails rundt på skærmen og man tænkte, at man nok bare havde jetlag… så holdt man møde med en kollega, men man kunne ikke rigtig fokusere på, hvad hun sagde, for man blev konfus og fik åndenød… og mistede overblikket, og så tænkte man, at man nok bare skulle sove lidt…

Kort tid efter begyndte man også at få en mærkelig følelse i armene, som om man skulle anstrenge sig for at løfte dem… og efter nogle dage gik man til lægen med den sag… og tænkte selv, at det måtte lyde mærkeligt i lægens ører, at man tilsyneladende havde fået en slags tunge arme… og iøvrigt var man også begyndt at have en mat følelse i hele venstre side… og en slags nervøs hjertebanken…
Lægen sagde, at det kunne lyde som overbelastning… og man tænkte, at man da ikke havde slæbt tunge indkøbs poser for nylig… fordi man troede, at lægen mente fysisk overbelastning….

Man fortalte også, at man havde hjertebanken og at det startede, da man kom hjem fra ferie og fik at vide, at ens daværende svigermor havde cancer… hun var dog ikke ved at dø og man var heller ikke tæt med hende, som i på ingen måde tæt… Så man forstod faktisk ikke rigtigt, hvordan man kunne få så meget åndenød og hjertebanken af den nyhed…. Lægen sagde, at “lille sten kan vælte stort læs”… og man forstod først meget senere, hvad lægen egentlig mente med det…

Man ringede til en kropsterapeut, som bestemt mente, at symptomerne i venstre side lød som Sclerose… Så fik man for alvor hjertebanken, af den slags man ikke lige kunne styre… for hvis der var noget, man altid havde været bange for i ens familie, så var det sygdom!

Om aftenen hang man så ud af vinduet og hyperventilerede og tænkte, at der unægteligt måtte være noget i vejen med ens hjerte… hvilket ikke var fordrende for åndenøden… Så man klædte sig på og henvendte sig hos akutmodtagelsen på Frederiksberg hospital… Der blev man så undersøgt og en sød sygeplejerske mente, at det nok var angst og at man nok havde  stress… Man forklarede, at man ikke rigtig var bange for noget og at man ikke var stresset… for man  havde lige været 3 uger i Thailand og kunne ikke være stresset… Man fattede stadig ingenting…!

Så kom man i tanke om et stik i låret, man fik under vandet på en af de sidste feriedage og tænkte, at man måske var blevet stukket af en eksotisk fisk, der havde påvirket nerverne i venstre side……

Lægen mente, at det var usandsynligt og at man skulle undersøges for Sclerose og så endte man inde i et meget smalt rør med fastspændt hoved… SÅ ventede man på svar i en evighed, hvor man ikke forstod særlig meget af noget som helst… og man væltede nærmest på cyklen, den dag, på vej hjem fra arbejde, hvor neurologen endelig ringede og sagde, at alt var normalt og at man bare skulle nyde livet…

Man blev så glad og gik ud og spiste fejrings middag med sin søn, da man ikke var på talefod med hans far… for man havde i ugerne efter hjemkomsten indset, at man alligevel ikke havde et dårligt forhold… men et ultra dårligt forhold, der uden tvivl havde fået en plads i Guiness rekordbog, hvis der havde været en kategori for dårlige forhold man kunne indgå i….
Nå men hjernen var i orden og man var ikke syg i hovedet… og så troede man, at alt blev godt… men åndenøden og hjertebanken og den mærkelige følelse i venstre side fortsatte og gjorde det svært at koncentrere sig på arbejdet… og nogle gange, når man skulle sove om aftenen, kunne man ikke mærke sine hænder og fødder….

Nå, men så blev man sygemeldt i en uge… og lidt senere i to uger – så længe havde man aldrig været sygemeldt før, så man tænkte, at det måtte være rigeligt, til lige at få vendt denne lidt uheldige kropslige kortslutning… De to uger blev til ubestemt tid og arbejdet betalte for en stress-coach…
Hun så meget sur ud og konstaterede, at først skulle man finde ud af, hvad det i virkeligheden var, der havde ramt én… Hun sagde, at man tilsyneladende havde levet på en sten rent følelsesmæssigt i alt for mange år… og at det var der ikke nogen mennesker, der rigtig kunne tåle… man tudede altid en del når man gik derfra…

I det hele taget græd man meget, var svimmel, følelsesløs og kroppen flippede ud i vilde angstreaktioner… man blev meget meget dedikeret til at finde en vej ud… og den fandt man heldigvis…
Vejen var lang og fuld af huller… men man kom ud på den anden side som et andet menneske… nemlig hende, der havde ligget krøllet sammen og overhørt i et hjørne af inderste hjertekammer, siden hun var en lille pige….

———————————————————

Og der stod jeg så på stranden idag,  med vind i håret, 42 år gammel, fyldt ud indeni af hende, jeg i virkeligheden er… og hun finder sig ikke i at blive overhørt mere… så river hun nemlig stadig i min venstre side og får mit hjerte til at slå for hurtigt… for så stopper jeg op… og så ser hun undrende på mig og minder mig om, at jeg har lovet hende aldrig mere at overhøre hende og aldrig mere at glemme at elske hende og give hende det hun har brug for, for at trives… og det lykkes de fleste dage!

De sidste tre år har jeg udfordret min frygt, jeg har udvidet min bevidsthed fra at være på størrelse med en pinocchio-kugle til at være kæmpe stor, jeg har sporet og infiltreret en million begrænsende overbevisninger, og jeg har forladt et forhold, der var så usundt for mig, at det stadig kan ryste mig at tænke på, at jeg har levet i det i 10 år…

Det er svært at blogge om det hele på en gang, for det har været så omfattende på så mange planer…
Så jeg vil slutte dette blogindlæg her og fortsætte næste gang, med at fortælle, hvordan jeg ændrede mit mindset og blev i stand til at forlade børnenes far på trods af frygt for økonomi, frygt for ensomhed og frygt for, at skulle undvære mine børn halvdelen af deres barndom…

Stay tuned og hav det godt så længe!

 

 

 

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *