Visit Homepage
Press "Enter" to skip to content

12 ting min angst har lært mig

 

Jeg får så tit at vide, at jeg er sej og modig, fordi jeg deler sårbare ting og at det er inspirerende at se, hvordan jeg vælger livets vej med hjertet…

Hvad du bare ikke kan se, er at jeg ikke har noget valg.

Jeg har ikke fået taknemlighed eller sårbarhed med i dåbsgave… tværtimod…. og jeg vågnede ikke en morgen og tænkte, at nu følger jeg da lige hjertet resten af mit liv og slipper alt, hvad der ikke føles ægte.

Jeg blev tvunget til det! Jeg fik nemlig angst!

Angst er en dum kælling. Ligesom de dér kvinder der ikke siger, hvad der er i vejen, men bare går rundt og ser sammenbidte og fornærmede ud… sådan en kælling er angst.

Man får ikke noget at vide, men må finde ud af det hele selv.

Fra den ene dag til den anden befandt jeg mig i en depressiv tilstand, hvor jeg ikke kunne få luft for angst…. og ingen kunne fortælle mig, hvad jeg skulle gøre for at slippe ud af kællingens klør.

Min psykolog sagde, at jeg en dag ville være taknemlig for angsten, hvilket mest gav mig lyst til at spytte hende lige mellem øjnene.

Det har været mit livs detektivarbejde at finde vej ud af angsten.

I dag ved jeg, at min angst var et udtryk for, at jeg ikke udlevede min sandhed, min kreativitet og mit potentiale. Jeg fortrængte mit indre, fokuserede på det ydre og var styret af andres ønsker og holdninger. Mit kærlighedsliv var en ørken og jeg havde kappet kontakten til mit hjerte.

Her 3 år efter har jeg gennem-gransket kællingen og ER faktisk endt med at være nogenlunde taknemlig for hende, for hun har tvunget mig til at passe bedre på mig selv. Hun har tvunget mig til at gå svære skridt og træffe svære valg… som har sat mig fri… og hun har tvunget mig til at lære at elske mig selv, lytte til min krop og lytte til min indre visdom.

Hun har også lært mig at gå på line… for det kræver fokus og commitment at følge et nyt kodeks, som er markant anderledes, end det jeg kommer af.

Heldigvis er hun så serviceminded, at hun kigger frem og smækker mig en syngende lussing, hver gang jeg falder tilbage i gamle rutiner… og det er på sin helt særlige måde også en slags bidrag til mit liv.

Her er hvad angsten, indtil videre har lært mig, som jeg ikke vidste for 3 år siden.

1) Jeg får angst når jeg ikke er tro mod mig selv… jeg sagde farvel til børnenes far på den konto og er startet som selvstændig, fordi tanken om at være ansat igen giver mig angst.

Jeg har en lille pige i maven, med masser af talenter, kreativitet og uforløst smerte. Alt hvad jeg nogensinde har fortrængt, har hun puttet i sin rygsæk.  Hun vil høres, ses og foldes ud og når jeg ikke gør det, er helvede løs. Nogle gange er det svært og skamfyldt at være talerør for hende, men det er dér, det er allervigtigst at gøre det.

2) Kroppen er en magisk og magtfuld skabning, som det rigtig godt kan betale sig at være gode venner med. Den hører alt hvad man siger (og tænker)… og hvis man, som jeg, mest har talt grimt til den og overhørt dens signaler, så kan der være en del oprydningsarbejde. Den er ret immun overfor tomme løfter. Den har brug for kærlighed, omsorg, masser af ro og bevægelse som den har lyst til… (ikke halvmarathon pumpet med ipren).

3) Jeg er en menneskeformet radiomodtager. Jeg suger andres energi, humør, følelser og smerter til mig… og det er en rigtig god idé at sende det retur igen.

4) At fokusere på taknemlighed og muligheder frem for problemer og begrænsninger er en mirakelkur i sig selv.

5) Jeg er ikke min krop, jeg er et uendeligt væsen og det kan godt betale sig at få en sludder med universet.

6) Jo mere jeg kan slippe jo bedre…. særligt alt hvad jeg “burde”, trangen til have ret, trangen til at kunne forudse og kontrollere og trangen til at andre skal forstå mine valg.

7) Sårbarhed er en styrke, ikke en svaghed… jo mere sårbar jeg tør være – jo mere lever jeg og jo gladere er hende i maven.

8) Bevægelse er afgørende for min kontakt til mig selv… og for at kunne slippe gammelt crap. Jeg kan danse mig fra det meste… og spille luftsaxofon imens.

9) At trække vejret langsomt helt ned i maven og ånde langsomt ud, så ofte som muligt – er en game changer.

10) Hjertets vej er tåget og belagt med kviksand… men det er langt farligere at blive hjemme end at træde ud på den.

11) Alt hvad jeg ikke vil mærke vokser, også angsten! Jeg skal tage barriererne ned og byde den velkommen, mærke den, trække vejret langsomt gennem den og forestille mig, at jeg fylder den med kærlighed… mens jeg fx siger, “jeg ser dig, jeg ser dig og jeg er her”… så gider den sjældent at spille fandango særlig længe… det virker på alle svære følelser, smerter og tilstande.

12) Man kan ikke tænke sig til forandring, man skal arbejde med sin bevidsthed, udfordre sine holdninger, involvere sin krop og hjælpe den, med at slippe alt det gamle bras der larmer og forhindrer ro. For mig virker BARS behandlinger, dans og yoga virkelig godt.

Hvis du vil høre mere om, hvordan jeg skaber mere glæde  i mit liv, er du velkommen i min dagligstue.

Læs mere her Mariahs dagligstue

Hvis du er klar til at slippe alt det, der holder dig tilbage i dit liv, så tilbyder jeg BARS behandlinger og coachingsamtaler

Læs mere her Personlige sessioner

2 Comments

  1. Mia
    Mia 4. januar 2018

    Det er SÅ flot og fint beskrevet og det er første gang at jeg har læst noget hvor jeg har genkendt mig selv så meget.
    Kan man følge dine skriverier et sted? På FB?

    • Mariah
      Mariah 3. februar 2018

      Hej Mia

      Jeg har fuldstændig overset din søde besked. Du kan følge mig på mariahshjerte på facebook eller Instagram eller sende mig en venneanmodning (Mariah Malewicz)…så ser du mere fra mig da FB begrænser trafikken på firmasider…og min almindelige profil er offentlig og indeholder de samme posts.

      Kærlighed herfra

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *